Standard for Nova Scotia Duck Tolling Retreiver

Oprindelsesland
Canada

 

Anvendelse
Tolleren løber, springer og leger langs strandbredden, helt synlig for en flok ænder. Af og til forsvinder den helt ud af syne og dukker hurtigt op igen, hjulpet af jægeren, som fra sit skjul kaster små pinde eller en bold til den. Hundens leg vækker nysgerrigheden hos de ænder, der svømmer ud for kysten, og de lader sig lokke inden for skudhold. Tolleren bliver derefter sendt ud for at apportere de nedlagte eller anskudte fugle.

 

Helhedsindtryk
Tolleren er en middelstor hund, kraftfuld og kompakt, harmonisk og muskuløs, med en middel til svær knoglebygning. Den er særdelse adræt, vågen og beslutsom. Mange Tollere har et lidt bedrøvet udtryk, indtil de begynder at arbejde. Da skifter det til intens koncentration og iver. Under arbejdet har hunden en hurtig, forceret aktion med hovedet strakt frem næsten i niveau med ryglinien, mens den kraftigt behængte hale er i konstant bevægelse.


Temperament
Tolleren er særdeles intelligent, er let at træne og meget udholdende. Den er en stærk og dygtig svømmer og har en medfødt, intens lyst til at apportere både på land og fra vand, altid på spring for det mindste tegn på, at noget skal apporteres. Dens stærke apportlyst og legesyge er egenskaber, som er væsentlige for 'toller'-evnen.


Hoved
Tørt, med rene linier og let kileformet.

Skalle:
Den brede skalle er kun svagt rundet, nakkeknuden er ikke fremtrædende, og kindrne er flade. Et passende mål for en gennemsnitshan er 14 cm (5 1/2 inch) mellem ørerne, aftagende til 3.8 cm (1 1/2 inch) over næseryggen. Hovedets længde er ca 23 cm (9 inch) fra næse til nakkeknude, men hovedet skal være afpasset efter kroppens størrelse.

Stop:
Moderat.

Næse:
Aftagende fra næseryggen mod spidsen, med gode åbne næsebor. Farven skal være afstemt efter pelsfarven eller være sort.

Næseparti:
Aftagende i en ren linie fra stop til næse. Underkæben erkraftig, men ikke fremtrædende. Næsepartiets underlinie forløber i en næsten lige linie fra mundvigen til kæbebenets forkant, sæledes at dybden ved stoppet er større end ved næsen. Hårlaget på næsepartiet er kort og fint.

Læber:
Slutter ret tæt og danner i profil en blød kurve. De må ikke være tunge og hængende.

Tænder, bid:
Det korrekte bid er et tæt saksebid. Fuldt tandsæt er obligatorisk.

Kæber:
Stærke nok til at bære en fugl af god størrelse. "Blød mund" er væsentligt.

Øjne:
Placeret med god indbyrdes afstand, mandelformede og middelstore. Farven er ravfarvet til brun. Udtrykket er venligt, vågent og intelligent. Øjenrandene skal have samme farve som læberne.

Ører:
Trekantede, middelstore, ansat højt og langt tilbage på skallen med basis ganske let rejst. Godt behængt bag på ørets fold, kort hårlag ved de afrundede spidser.


Hals
Meget muskuløs og vel ansat. Den er middellang og uden antydning af løs hud.


Krop
Overlinie:
Vandret.

Ryg:
Kort og lige.

Lænd:
Stærk og muskuløs.

Bryst:
Dybt, med godt hvælvede ribben. Brystkassen når ned til albuerne.

Brystkasse:
Med godt hvælvede ribben, hverken tøndeformet eller fladribbet.

Underlinie:
Moderat optrukken bug.


Hale
Følger den naturlige, meget lette hældning af krydset, bred ved basis. Den er forsynet med fyldig og kraftig fane, og den yderste halehvirvel når mindst til haseleddet. Halen kan bæres lavere end ryglinien, undtagen når hunden er i affekt. Da løftes halen i høj bue op over ryggen, men dog uden at røre kroppen.


Lemmer
Forpart:
Forbenene skal stå som to parallelle søjler, lige og med kraftig benstamme.

Skuldre:
Skal være muskuløse, med godt tilbagelagte og tilliggende skulderblade. Derved dannes et godt mankeparti, der skråner over i den korte ryg. Skulderblad og overarm har nogenlunde samma længde.

Albuer:
Slutter tæt til kroppen uden at dreje ind- eller udad, men arbejder præcist og jævnt.

Mellemhånd:
Stærk og let skråtstillet.

Forpoter:
Med kraftigt udviklet svømmehud, middelstore, kompakte og runde, med godt hvælvede tæer og tykke trædepuder. 

Bagpart:
Muskuløs, bred og virker firskåren. Vinkling af for- og bagpart skal være i balance. Benenes øverste og nederste del har omtrænt samme længde.

Lår:
Meget muskuløse.

Knæled:
Velvinklede.

Mellemfod:
Godt lavt ansatte haser, hverken ind- eller udaddrejede. 

Bevægelse
Tolleren kombinerer indtrykket af kraft med en spændstig og letflydende bevægelse, der har godt fremgreb fortil og kraftigt fraskub fra bagparten. Poterne må hverken drejes ind- eller udefter, og benene skal føres i en lige linie. Efterhånden som farten øges, bør hunden gå i eet spor (single-track), og overlinien forbliver lige.


Pels
Tolleren er fremavlet til apportering fra isfyldt vand og skal have en vandafvisende dobbelt pels, middel af længde og blødhed, med en mere blød og tæt underuld. Pelsen kan være let bølget langs ryggen, men er i øvrigt lige. Nogle vinterpelse kan have lange løse krøller foran på halsen. Som behæng findes bløde frynser ved struben, bag ørerne og bag på lårene. Forbenene har moderate frynser.
Farven er forskellige nuancer af rød eller orange, idet behæng og halens underside er lysere. Normalt findes hvide aftegninger mindst et af følgende steder: Halespids, poter (ikke højere end mellemhånd/-fod), på brystet og som blis. Bedømmelsen af en hund af i øvrigt høj kvalitet må ikke påvirkes af manglende hvidt. Pigmentet på næse, læber og øjenrande skal være kødfarvet, afstemt efter pelsfarven, eller sort.


Størrelse:
Idealhøjde:
Hanner over 18 mdr. 48-51 cm 
Tæver over 18 mdr. 45-48 cm 

Der gives en tolerance på 3 cm over eller under idealhøjden.